fbpx

Overførsel af ferie og lovlig feriehindring

- men hvordan er det nu med reglerne på området?
14 nov, 2021

Først skal det siges, at overførsel af feriedage ikke er noget man som arbejdsgiver er forpligtet til, eller man som medarbejder har ret til. Det er op til arbejdsgiveren selv at bestemme, om man imødekommer overførsel af ferie, for den enkelte medarbejder.

Med den gamle ferielov, var det kun medarbejdere, som havde ferie med løn, som kunne overføre ferie til efterfølgende ferieår – dette er med den nye ferielov nu ændret, således at timelønnede, med løbende afregning til Feriekort/Kasse/Konto, også har den mulighed.

Hovedreglerne på området:

  • I løbet af indeværende ferieår, skal medarbejderen have afholdt 20 dages ferie.
  • En aftale om ferieoverførsel skal være skriftlig, mellem arbejdsgiver og medarbejder.
  • Virksomheden skal indberette oplysninger om ferieoverførsel til FerieKonto/Kasse eller Feriepengeinfo. (Gælder kun medarbejdere med løbende afregning af feriepenge)
  • Medarbejderen skal være ansat på aftale tidspunktet.
  • Ferieloven foreskriver ikke, hvor mange år i træk, en medarbejder kan overføre ferie, så længe at medarbejderen afholder de 20 dage i indeværende ferieår.
  • Hvis man ikke laver en skriftlig aftale om ferieoverførsel, vil I som virksomhed skulle afregne feriedagene til medarbejderen.
  • Der kan være undtagelser til reglerne i jeres overenskomst – undersøg derfor altid den, om der foreligger specifikke regler for jeres medarbejdere.

Da processen for de to ansættelsesformer er lidt forskellige, har vi valgt at dele dem op i to:

Ferie med løn:

  1. Start med at lave en liste over feriesaldi på jeres medarbejdere.
  2. Identificer dem som har været ansat hele ferieåret (1. september – 31. august)
  3. Hvis restsaldo (foruden tidligere overført ferie) er over 5 dage, skal I vurdere om medarbejderen får dem afholdt inden 31. december, eller om der evt. skal laves en skiftlig aftale om ferieoverførsel af 5. ferieuge.
  4. Ferien skal I nu registrere som overført i jeres lønsystem.

Løbende feriepengeafregning (Feriekort/Kasse/Konto):

  1. Start med at lave en liste over feriesaldi på jeres medarbejdere.
  2. Identificer dem som har været ansat hele ferieåret (1. september – 31. august)
  3. Hvis restsaldo (foruden tidligere overført ferie) er over 5 dage, skal I vurdere om medarbejderen får dem afholdt inden 31. december, eller om der evt. skal laves en skiftlig aftale om ferieoverførsel af 5. ferieuge.
  4. Hvis der laves en skriftlig aftale om overførsel, skal I som arbejdsgiver give besked til enten FerieKonto, FerieKassen eller Feriepengeinfo, afhængigt af hvilken ordning I benytter

Fordele og ulemper ved ferieoverførsel:

Der er flere overvejelser, I som arbejdsgiver skal gøre jer, inden I giver tilladelse til overførsel af ferie. For også at belyse forskellen i de forskellige brancher, hvor det kan være fordelagtigt at udbetale, frem for at overføre.

Hvis I har medarbejdere som producerer, eller sælger deres timer, så kan det være mere fordelagtigt for virksomheden, at udbetale den 5. ferieuge.

Ulempen er dog, at det slider på medarbejderen i længden – så det skal være en gensidig aftale.

Derimod, hvis der er tale om en administrativ medarbejder, kan det være mere fordelagtigt at overføre ferien, da I som virksomhed ikke får en øget indtjening ved at udbetale feriedagene.

En af ulemper kan også være, at hvis I år efter år overfører 5 feriedage på en medarbejder, så står disse dage til afregning, den dag medarbejderen fratræder. Vi foreslår derfor, at I som arbejdergiver laver en politik for, hvor mange år i træk man kan overføre ferie, således at man ikke opbygger en stor restsaldo år efter år, som man senere ikke har mulighed for at få afholdt. Det kan også være, at I som arbejdsgiver, i den skriftlige aftale kræver, at der er lavet en plan for afholdelsen.

Fristen for skriftlig aftale af ferieoverførsel er d. 31. december – og mangler I en skabelon, har vi udarbejdet en I frit kan benytte. Skabelonen findes til sidst i indlægget.

Afregning til FerieFonden:

Hvis medarbejderen ikke har afholdt 20 dages ferie, så vil resterende dage op til 20 dage, skulle afregnes til FerieFonden.

F.eks.:

I har en medarbejder der har afholdt 17 dages ferie, ud af de opsparede 25 dage.

Medarbejderen ønsker at få de maksimale 5 dage overført, dvs. at 3 dage står til afregning til FerieFonden. De 3 dage kan hverken overføres til næste ferieår, eller udbetales til medarbejderen.

Hvis der ikke var lavet en skriftlig aftale om ferieoverførsel, ville ovenstående 5 dage blive udbetalt til medarbejderen.

Feriehindring:

Ingen regler uden undtagelser, og det gælder også ovenstående. Ferieloven foreskriver regler om lovlig feriehindring, hvor man som medarbejder har krav på at få overført mere end de 5 dage. Dette gælder hvis man har været på barsel eller har været syg i en længere periode.

Travlhed på jobbet, eller manglende mulighed for at komme ud og rejse pga. sygdom, er altså ikke på listen over lovlig feriehindring.

Vidste I desuden, at lovlig feriehindring kun gælder, hvis det fysisk ikke er muligt at afholde ferien inden afholdelsesperioden slutter?

F.eks.:

En medarbejder er vendt retur til arbejdet fra 10 måneders barsel d. 1 december, og medarbejderen har 15 dages ferie tilbage, til afholdelse inden 31. december. I det her tilfælde er det stadig kun muligt at overføre de 5 dage, da det fysisk er muligt at afholde de resterende feriedage i december – husk på at travlhed på arbejdet ikke er en lovlig feriehindring, og at ferien i forbindelse med barslen, skulle være planlagt anderledes.

Feriehindring vil derfor kun kunne komme på tale, hvis man er fraværende henover perioden for afholdelsen.

Den komplette liste over lovlige feriehindringer, kan findes på Bekendtgørelsen for feriehindringer her

Fristen for indberetning af lovlig feriehindring er d. 31. januar.

Relaterede artikler

Du kunne også være interesseret i…